HVORDAN VISER DU DIN STØTTE?

Hos Levi's® er der en autentisk selvudfoldelse bag alt, hvad vi gør – bag vores tøj, men også vores værdier. Så for dette års Pride-kampagne satte vi os for at fremme selvudfoldelse med et større formål. Vi ønskede at fejre, hvordan det at kunne vise sig selv frem – på den måde du klæder dig på, handler, elsker, skaber, får folk til at føle – giver dig styrke til at støtte andre.

Jeg hedder Dalzell og jeg betragter mig selv som ikke-binær. Min familie kommer fra Guerrero, og jeg bor nu i Mexico City. Jeg eksperimenterer med tekstiler og bruger overskudsmaterialer til at lave kunst og tøj. Af og til laver jeg også tøj til andre ikke-binære. Det er virkelig smukt at se folk, der elsker og interagerer med din kunst.

Min tante og bedstemor lærte mig at sy i hånden, da jeg var fem år. Jeg begyndte som model, så jeg kunne købe en symaskine og lavede min første skjorte i sjette klasse.

I 2020 følte jeg mig ikke forbundet med min krop og den måde, folk så mig. Jeg tabte mig – meget – på grund af forfærdelige forventninger til, hvordan jeg troede, en ikke-binær person skulle se ud.

Det, der reddede mig, var at sy mit eget tøj, fordi man så ikke behøver at tænke på, hvilken størrelse man bruger. Eller om det er til mænd eller kvinder. Man laver det bare til sig selv. Tøj er skabt til mennesker, og ikke omvendt.

Jeg viser mig frem som “modig.” Og “sårbar.” Jeg tror, at de to ting passer godt sammen, fordi man er nødt til at være modig for at kunne være sårbar.

Jeg håber, at det at være mig selv og gøre det, jeg gør, inspirerer andre mennesker til at føle, at de ikke behøver at passe til andres standarder, men kun til deres egne.

Cake: Hvis du kan, så tag til en by. Jeg er vokset op i NYC med omkring en million homoseksuelle i min puertoricanske familie. Men på steder, hvor det ikke er sikkert, kan jeg godt forstå, at man ikke bare springer ud af skabet. Vi har kun et liv, og man skal bare leve det. Der vil være ting, du gør, der gør andre kede af det, men du er nødt til at leve på en måde, hvor du er tro mod dig selv. Din lykke kommer først. Sådan er det.

Britt: Tag den person, du gerne vil blive, til dig, og begynd at vise dig frem som den person. For mig var det først, da jeg begyndte at legemliggøre nøjagtig den, jeg så mig selv som, fuldt ud – med piercinger, tatoveringer, mit hår, alt muligt – at jeg begyndte at udfolde det.

Og den anden del er: skriv dig gennem rejsen. Fordi det er også en del af din selvudfoldelse: at se og anerkende dine fremskridt undervejs, at kunne se tilbage og reflektere over, hvor langt du er kommet.

Cake: Som en allieret er det bedste, du kan gøre, at lytte. Selv til mennesker, du ikke er enige med, så længe de ikke skader andre. Mange problemer i verden lige nu har at gøre med, at folk ikke lytter til hinanden. Vi har alle ubevidste fordomme, selv i queer-fællesskabet. Men du behøver ikke at forstå mig, bare respekter mig.

Britt: Stop op, inden du dømmer. Du ved aldrig, hvad en anden har oplevet. Sådan er det. Punktum. Og vær en aktiv lytter. Der er forskel på at lytte og være en aktiv lytter. Når du lytter aktivt, kan du visualisere og forestille dig at være i andres sko.

Jeg hedder Tanaka, kommer fra og bor i London. Folk kalder mig for en ordkunstner, men jeg kalder mig bare for digter. Under pandemien blev jeg en mentalsundhedshjælper. Jeg afholder seminarer i skrivning, selvudfoldelse og autonomi – måder til at finde ind til dig selv og følelsesmæssigt regulere og formulere, hvordan du føler hver dag.

Efter at have accepteret min transpersonlighed og at være et sted, der ikke blev accepteret, begyndte jeg at skrive for at få spænding og tvivl ud af kroppen.

Jeg viser mig frem som “medfølende.” Det er let at dømme, og alle kan gøre det, for det koster ikke noget. Men vi får folk til at betale for medfølelse, og det burde være gratis.

Jeg ved, hvordan det er at skjule så meget af dig selv i det øjeblik, du går igennem en vis dør, og hvor hårdt det kan være. Så jeg deler mine digte med andre mennesker, lige så meget, som jeg deler dem med mig selv – fordi jeg er de andre personer. Jeg ser mig selv i de mennesker, der lytter til mig.

Jeg synes, det er vigtigt at vise mig frem som en historiefortæller, for hvem ville ellers dele historierne, som andre er for bange for at dele eller ikke kan dele?

Hvis du ikke kan være dit mest sande jeg på et indre plan, anbefaler jeg, at du bare én gang om ugen skriver, hvordan du har det i et øjeblik. Afsæt tid til det. Og så vil det ene minut blive til fem, fordi du får det sådan, “hov, i de øjeblikke behøvede jeg ikke at bekymre mig om andres mening. Kun mig og min kuglepen eller min note-app, vi kan holde på en hemmelighed.” Fordi det er sådan, det er at føre dagbog – at have dine egne hemmeligheder.

Jeg har på det seneste også brugt komedieklubber. At optræde som komiker er en ting, jeg er virkelig er bange for at gøre, men at finde trøst i andre menneskers tapperhed er noget, der hjælper.

Vær den første i rummet til at sige dine stedord. Det siger så meget med blot et par ord.

Du fortæller alle, at du er en allieret og er opmærksom på, at der er andre mennesker i denne verden, hvis stedord ikke stemmer overens med mine.

Det er fedt at tage på klubber for homoseksuelle. Pride-begivenheder er virkelig sjove. Men retter du på din mor, når hun kludrer i, hvilket køn din ven har?

Og hvis du er et sikkert sted, så sig noget. Du behøver ikke at sige meget, men at sige noget, når nogen bliver chikaneret, kan ændre en persons virkelighed – så de ikke føler sig så bange og alene.

Jeg hedder Toshi. Jeg kommer fra Nagoya, Japan, men bor nu i Tokyo. Jeg er indehaver af Tokyo Rebels, Inc. Som ejer af et japansk modelbureau forventer folk, at jeg ser ud og klæder mig på en bestemt måde. Jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås. Så jeg dukker bare op med en hanekam og folk er bare sådan, “Wow! Hvem er hun?”

Da jeg var ung, var det at være homo og dig selv IKKE i orden. Jeg havde ikke et trygt sted. Så jeg fik lyst til at skabe mit eget. Modelarbejdet var den perfekte måde at bringe forskellige regnbuemennesker til Tokyo og skabe en verden, jeg ville ønske, jeg selv havde haft som queer og barn i Japan.

Jeg viser mig frem på den rebelske måde. Jeg er 110 % mit queer-selv, og at vise sig som en queer-kvinde, der ikke klæder sig “traditionelt” kvindeligt i Japan er allerede en erklæring, fordi i min kultur går folk ud fra, at hvis du er en kvinde, skal du klæde dig og opføre dig på en bestemt måde. Jeg vil gøre op med alle de regler.

Jeg troede at modebranchen i Japan var mere åben, men det er den ikke. Jeg vil gerne ud og skubbe til grænser for at åbne folks sind –vise dem, at vi findes, at det er naturligt og at alle skal kunne være med.

Ikke at leve som du virkelig er eller at prøve at lave dig selv om vil aldrig gøre dig glad, så skab dit eget trygge rum med mennesker, der elsker og værdsætter dig for den, du er.

Man protesterer ikke rigtigt i Japan, men jeg ville ønske, at folk ville råbe op. Især heteromænd, fordi kulturen i Japan er mandsdomineret.

I Japan har vi som et LGBTQ samfund ingen rettigheder. Vi kan ikke engang gifte os. Det er svært at være åben og springe ud. Nogle synes det er svært nok bare at være sig selv.

Men mænd har så megen styrke. Det er dem, der kan ændre tingene.

Jeg hedder Sean. Jeg kommer fra San Bruno, Californien, og jeg underviser i øjeblikket hos Stud Country, en social linjedanseklub, der tager rundt til forskellige steder i Los Angeles. Historien om queer countrydans er virkelig interessant for mig, og jeg vil gerne holde den i live ved at lade den ændre sig og vokse.

Det har aldrig været meningen, at jeg skulle være danseinstruktør. Da jeg flyttede til LA, var der nogen, der fortalte mig om Oil Can Harry’s, en bar for homoseksuelle, der åbnede i 1968 og havde linjedanseaftener to gange om ugen. Jeg blev straks forelsket og mødte op hver dag i fem år. Og så den triste side af historien: Oil Can Harry’s lukkede under Covid-pandemien.

I et forsøg på at udfylde det tomrum spurgte en af mine venner, der har et dansestudie, mig, om jeg ville undervise. Alle disse mennesker, der aldrig havde danset linjedans før, dukkede op, og det skabte det her helt nye fællesskab.

Man kan jo som bekendt ikke danse alene. At kunne få queer linjedansefællesskabet til at vokse er noget, der fylder mig med glæde. Det er ikke bare for mig selv mere. Det er for alle. Det er virkelig kikset og virkelig sjovt og virkelig pissesmukt at være på dansegulvet sammen.

Jeg er der og viser min støtte “hver eneste dag”. Nogle gange kun halvt, men det er også nok.” Du behøver ikke at være i centrum for opmærksomheden eller gøre indtryk på nogen. Alt du skal gøre er at støtte op hver eneste dag, og så er du med til at hjælpe alle med at føle den gode følelse.

Når du finder et sikkert sted, er det vigtigt at holde fast i det. Uanset om det er en aktivitet, et fællesskab eller et arbejde, så er det vigtigt regelmæssigt at kunne gå til den ting, der får dig gennem ugen og får alt til at føles okay ...

Det var, hvad linjedans var for mig, da jeg startede, og nu får jeg delt det med andre mennesker.

Hvis du ikke har fundet det endnu, så tag fat på en ven og prøv noget nyt. Og forestil dig alle de gode ting, der kunne komme ud af det. Jeg var så bange for at skulle undervise i dans. Men i stedet for at bekymre mig om, hvordan det kunne gå galt, tænkte jeg: "Hvordan kan det her gå godt?"