Pronominer: han/ham
Denne Pride-sæson hylder vi aktivisterne – fra fortiden, nutiden og fremtiden – der taler for queer-frigørelse og lige rettigheder. En af fortalerne på frontlinjen er Dr. Roger Kuhn, en Poarch Creek Two-Spirit Indigiqueer soma-kulturel sexterapeut og seksualunderviser. Hans arbejde udforsker konceptet afkolonisering og rokker ved seksualitet og fokuserer på den måde kultur påvirker og informerer vores kropslige oplevelser. Udover sit arbejde som licenseret psykoterapeut er Roger forelæser i amerikanske indianerstudier ved San Francisco State University, bestyrelsesmedlem i American Indian Cultural Center of San Francisco, samfundshjælper i Bay Area American Indian Two-Spirit powwow og medlem af LGBTQ+ Advisory Committee hos San Franciscos menneskerettighedskommission.
Hvordan blev du aktivist?
Jeg har været aktivist det meste af mit liv. Mit tidligste minde med aktivisme var, da min mor tog mig til en strejke, da jeg var omkring fire-fem år gammel. Jeg forstod ikke helt, hvorfor jeg var der, men jeg var vild med det, folk gjorde. Jeg vidste, at min mor troede på en sag. Jeg er medlem af Poarch Creek Nation. Jeg blev radikaliseret som en oprindelig person omkring tiårsalderen. På det stykke land, hvor reservatet lå, ønskede folk at bygge et kasino på et sted, der blev anset som helligt i det område, reservatet ligger i, nu kaldet Alabama. Mine tanter og onkler protesterede mod dette, og jeg blev ekstremt involveret i sagen. Jeg forstod i den alder, hvor vigtigt det var at beskytte hellige steder, vores identitet, vores kultur og vores levevis. Der var ingen vej tilbage fra at protestere og være aktivist for oprindelige folks rettigheder.
Da jeg blev ældre og begyndte at forstå min seksualitet på en ny måde, skiftede min aktivisme mod det, vi nu omtaler som Two-Spirit-folk og det at sikre, at der er synlighed og inklusion for dem på en række områder, uanset om det er sundhed og velvære, kunst eller kulturelle rum såsom powwows.
For dem, der ikke kender betegnelsen, kan du forklare, hvad “Two-Spirit” er?
“Two-Spirit” er en betegnelse, der blev opfundet i 1990 af lægen Myra Laramee, der kommer fra Fisher River Cree Nation. Historien er, at den kom til hende i en drøm, og hun delte den betegnelse med en gruppe andre oprindelige aktivister, der samledes til det, vi nu omtaler som International Two-Spirit-samlinger. Betegnelsen kommer fra det nordlige Algonquin-ord, niizh manitoag, der bedst kan oversættes til engelsk som ‘Two-Spirit’. Det var en måde til at anfægte den etnografiske terminologi, der blev anvendt af antropologer til at beskrive de kønsvarianter og den varierende seksuelle orientering, de så hos oprindelige folk, da nybyggere kom til dette land. De følte, at betegnelsen ‘homoseksuel’ ikke rigtigt beskrev dem, da det ofte kom fra et meget hvidt-centreret perspektiv. Så de ønskede en betegnelse, der repræsenterede vores kultur på en måde, der anerkender, at længe før koloniseringen blev vi anset som hellige væsener og havde roller i vores samfund. På den måde blev ‘Two-Spirit’ en bredere parably-betegnelse. Betegnelsen ‘indigiqueer’ bliver også stadig mere populær.
Det er vigtigt at bemærke, at hvis der allerede findes en betegnelse i det pågældende oprindelige sprog, så har folk den som præference. Jeg vil gerne kaldes den betegnelse, der er i mit lokalsamfund. Her siger vi ‘ennvrkvpv’, hvor den bedste oversættelse er ‘i midten’. Jeg synes ikke selv, at jeg passer ind i kategorierne, homoseksuel, cis eller mand. Jeg føler, at min seksuelle tiltrækning til andre og kønspræsentation passer et sted i midten af det rum.
Hvad førte dig til at forfølge den akademiske verden og terapi?
Jeg mener, at historien bag Two-Spirit-folk i sandhed er en historie om skønhed, modstandskraft og styrke, og oprindelsen af vores historie har rødder i vold. I min træning som psykoterapeut blev der aldrig talt om Two-Spirit-folk. Det var meget sjældent, at der blev talt om LGBTQ+-folk. Jeg forstod ikke, hvordan vi kunne pålægge en gruppe mennesker disse psykologiske principper, for hvem psykologi var blevet brugt som et middel til undertrykkelse. Jeg så, at Two-Spirit-folk ikke blev inkluderet i de samtaler, og jeg ønskede at sikre, at de blev repræsenteret i mit arbejde. Jeg ønskede at finde Two-Spirit-kliniker, -socialarbejdere, -psykoterapeuter og -læger, der også passede på lokalsamfundet. Så jeg begyndte at tage min ph.d. og fokuserede på, hvordan Two-Spirit-folk forstod kærlighedskonceptet.
På San Francisco State University kan du tage en bachelor i Queer Ethnic Studies. Det kursus, jeg underviser i, Native Sexuality and Queer Discourse, er et af de centrale kurser, som studerende kan tage for at opfylde det krav. Jeg dækker alle mulige emner i det – fra den tidlige invasion til Two-Spirit-musik, -teater og -forskning. Det er fantastisk, at ikke-indfødte LGBTQ+-studerende lærer om dette specifikke emne. Jeg føler, at en af de ting, som Two-Spirit-folk kan tilbyde andre, særligt ikke-indfødte mennesker, der måske kæmper med deres identitet, er at sige, “Du er meget velkommen her. Din identitet er, hvad der er indfødt for dette land. Her er, hvad der var sandt for os inden invasionen.”
Jeg er meget åben omkring min Two-Spirit-identitet med mine elever, så de kan se det formet i undervisningslokalet. Det havde jeg aldrig selv. At kunne stå foran dem i det lokale og sige, “Jeg er Two-Spirit”, at have andre elever i lokalet sige “jeg er Two-Spirit” - det øjeblik af forbindelse, bemyndigelse og repræsentation - det er det, der inspirerer mig til at fortsætte med at skrive, udgive, tale og sige ja til en mulighed som denne. Vi bruger denne betegnelse “at springe ud”, men jeg føler, at som Two-Spirit-folk så springer vi ikke ud, vi vender tilbage – vi vender tilbage til dem, vi var. Mit arbejde som psykoterapeut og som akademiker er virkelig en afspejling af at vende tilbage til dem, vi var.
Et af emnerne i din ph.d-afhandling var afkolonisering af seksualitet. Hvordan gør man egentligt det?
Jeg mener, at når vi taler om afkolonisering her, på det område vi nu kalder USA, henviser vi til landindvinding. Og vi bliver nødt til at anerkende kroppene på det land, og kroppe har noget, vi kalder seksualitet. Afkolonisering – land og seksualitet – er ikke kun for ikke-indfødte mennesker. Det gælder også for Two-Spirit-mennesker og kønsvarierende indfødte. Mens vi er i denne proces med afkolonisering, skal vi anerkende den indvirkning, som koloniale seksuelle ideologier har haft på vores kroppe. Så når jeg siger “afkoloniser seksualitet”, så taler jeg om en tilbagevenden til den kultur, der fandtes før invasionen.
Fra et akademisk perspektiv betyder “afkoloniser seksualitet” at indarbejde træning, oplysninger og videnskabelig dygtighed i psykologi- og seksualitetsprogrammer. Når man underviser studerende i, hvordan de udfører terapi eller har et ph.d.-program i menneskelig seksualitet, og man ikke starter med de indfødte mennesker i dette land, så volder man skade. Hvis der er noget, vi har lært fra et eurocentrisk perspektiv, så er det at volde skade. Så når jeg siger “afkoloniser seksualitet”, siger jeg, at vi skal inkludere indfødte og Two-Spirit-mennesker, når vi taler om disse ting. Ellers gør vi kolonisatorernes arbejde for dem.
Så hvad kan nybyggere gøre for at rokke ved deres seksualitet?
At rokke ved seksualitet betyder at kaste et kritisk blik på den måde, du forstår andres og din egen seksualitet på, at se på, hvor dine perspektiver, tanker og ideologier kommer fra, og hvordan du måske kan stole på den viden, der findes, på en ny måde. At rokke betyder også at påtage sig en aktiv rolle i at hjælpe med at sætte indfødte stemmer i centrum. Hvis man har magten til det, så inkludér indfødte mennesker og giv os en permanent plads ved bordet, ikke blot ved enkelte præsentationer. Anerkend og forstå din rolle som medvirkende i den fortsatte brug af disse ideologier.
Selvom jeg er fortaler og aktivist for inklusion af indfødte og Two-Spirit, så stopper mit arbejde ikke, blot fordi jeg er i lokalet. Hvor er mine muslimske venner, kvindelige sorte venner og asiatiske søstre? Vi har brug for alle rundt om bordet for at vi kan bevæge os fremad i disse dialoger, som skaber ægte forandring for folk, ikke blot den enkelte, der bliver nødt til at tale for alle sorte, indfødte eller mennesker med anden hudfarve. Mit håb er, at ved at være fortaler på den måde jeg er for at rokke ved processen, begynder folk at åbne deres øjne og se sig omkring og sige, “Hvem er her ikke?” og være villige til at opgive deres plads for at en anden kan komme til.
Som en soma-kulturel psykoterapeut undersøger du kroppen og den måde, hvorpå kultur former vores forståelse af den.
Jeg fandt på betegnelsen ‘soma-kulturel’. Præcis som folk engang fandt på ordene ‘psykoterapi’, ‘trauma’ og ‘medicin’. Det er noget, vi alle oplever, men vi havde ikke et ord for det endnu. Hændelser, hvor du blev født, hvor du bor, kønsidentitet, seksuel orientering, din religion, din families samfundsklasse – alle disse ting er kultur og præger den måde, vi ser, føler og reagerer på verden omkring os.
I mit kliniske arbejde og min undervisning oplever jeg, at de fleste af os er så afskårede fra vores kroppe, at vi kun lever i hovedet. Vi ønsker ikke at føle noget, for vi har ikke lært, hvordan vi skal gøre det som kultur. Vi har tilladt, at folk ignorerer deres kropslige reaktioner. Det er afgørende for vores frigørelse, at vi forstår, hvordan den kultur former og præger os.
Vores kroppe fortæller historier baseret på glæde, tristhed og trauma, og de historier har kultur knyttet til sig.
– Roger Kuhn
Så hvordan ser en soma-kulturel tilgang ud i praksis? Hvordan ser den ud i dit eget liv?
Jeg ved, at min krop er blevet enormt påvirket af den kultur, der er omkring mig. I den folkeskole, jeg gik i, var der kun hvide børn. Jeg blev drillet på grund af min identitet og den måde, det fik mig til at føle rent fysisk: mindre, mindre værd, fremmed. Jeg havde lyst til at gemme mig. Jeg følte mig aldrig attraktiv eller smuk. Og da jeg voksede op i North Dakota, oplevede jeg den konstante ubehagelige følelse ved altid at blive spurgt om min etnicitet. Der har været mænd, der lagde an på mig og øjeblikkeligt mistede interessen, så snart jeg sagde, at jeg er indfødt amerikaner. Hvordan kan min krop ikke blive påvirket af det? Hvordan kan jeg ikke internalisere det og tro, at der er noget galt med mig?
Under min opvækst troede jeg, at ældre hvide mænd sikkert ville være krænkende, for det var kulturen i mit hjem. Hvide mænd var voldelige. På et personligt niveau så tror jeg ikke på det, men det var, hvad min barnekrop forstod: at være bange for hvide mænd, at jeg var mindre værd. Jeg forstår ikke, hvordan kultur ikke skulle påvirke vores kropslige oplevelser.
Fra et soma-kulturelt perspektiv bærer jeg min krop på en særlig måde, da jeg er i en hyper-årvågen tilstand som en Two-Spirit, queer-person. Det former min krop på en bestemt måde at være bange for, at nogen vil angribe eller skade mig. Man ser det ofte hos muskuløse mænd, der identificerer sig som homoseksuelle. Det er en måde at fetichere kroppen på, men det er også en rustning, de tager på for at beskytte sig.
Hvordan fik du forståelse for forholdet mellem kroppen og kultur?
Inden jeg startede med at studere psykologi, studerede jeg massageterapi. Jeg kan huske, at en kollega rørte en del af min krop under undervisningen. Jeg kunne mærke, at jeg havde trauma dér, for da hun begyndte at arbejde på det område, havde jeg bare lyst til at græde. Og jeg havde et intenst flashback om en traumatisk hændelse i mit liv. Jeg forstod det bare i det øjeblik: Vores kroppe fortæller historier baseret på glæde, tristhed og trauma, og de historier har kultur knyttet til sig. Så fremadrettet handler mit arbejde om heling af både den del af min krop og traumaet sammen. Når jeg arbejder med folk, der skal heles i det terapeutiske rum, bringer jeg deres kroppe ind i sessionen, og vi udforsker hvor i deres krop, de har trauma, og hvad historien bag det er. Og gennem terapi kan vi forhåbentligt ændre deres forhold til det.
Du tror fuldt og fast på nydelsens genopbyggende kræfter.
En af grundene til at jeg er sexterapeut er, fordi jeg mener, at nydelse heler. Jeg arbejder med mange mennesker, der har psykologiske problemer. I mit arbejde kan jeg hjælpe mennesker med disse problemer med at genskabe nydelse i deres liv og genkende den glæde, de føler, når de kommer i kontakt med deres krop igen på disse nye måder. Jeg tror, at nydelse rækker ud over det, vi tænker på i forbindelse med sex.
Nydelse kan være alt fra at danse til at skabe kunst til en samtale som denne. Nydelse er, når jeg er i lokalet med andre Two-Spirit-mennesker, og vi kigger os omkring og ser, at ikke alene har vi overlevet hundredvis af år, hvor den amerikanske regering har forsøgt at ødelægge os, men vi trives rent faktisk. Nydelse er at arbejde med BAAITS powwow, byde 5.000 mennesker velkommen i rummet og se glæden i folks ansigter. Jeg anerkender styrken ved nydelse som en helende egenskab. I mit psykoterapeutiske arbejde fortæller jeg folk, at “nydelse heler”. Det fører os til større frigørelse at være mere ekspressive med kønspræsentation eller seksuel orientering. Jo bedre kan vi forstå, hvordan vores kultur og vores krop fører til heling.
At være fortaler for nydelse er min største glæde. Det var et øjeblik af nydelsesaktivisme for mig at kunne gå ned ad Market Street med et skilt, hvorpå der stod “Afkoloniser seksualitet”. Det føltes fantastisk at kunne gøre det – at blive set i mit arbejde på den måde. Jeg blev set. Og når ens arbejde ses, og folk fortæller én, at de respekterer det, man gør, er det livsændrende.
Hvem er nogle af de ledere eller mentorer, der har hjulpet med at bane vejen for, at du er her i dag?
Først og fremmest vil jeg anerkende Randy Burns fra Northern Paiute Nation og Barbara Cameron fra Standing Rock Nation af Lakota-folk. I 1975 skabte de den første gruppe for indfødte, der hed Gay American Indians. De er pionererne for det, vi nu kalder Two-Spirit-bevægelsen. De startede noget i 1975, og jeg er blot én af mange, der bærer det arbejde videre i dag. De kæmpede og brugte deres stemmer, og efter dem kom så mange fantastiske mennesker, der støttede sig op ad dem. Dr. Myra Laramee, Albert McLeod, Beverly Littlethunder, Marlon Fixico, Steven Barrios og Ruth Villaseñor og Miko Thomas, der startede BAAITS powwow – disse er alle sammen mennesker, som jeg beundrer og er heldig at kunne kalde familie. Jeg bliver også nødt til at takke mine tanter og onkler, og naturligvis min mor. De lærte mig at være stolt af at være Poarch Creek – de er årsagen til, at jeg gør det, jeg gør.
Til sidst vil jeg gerne sende en hilsen til mit 13-årige jeg. Jeg har lavet dette arbejde i virkelig, virkelig lang tid. Nogle gange glemmer jeg det. Nogle gange, når det er svært, finder jeg mit gamle studenter-id frem fra ottende klasse og kigger på 13-årige Roger. Jeg havde forladt mit indfødte fællesskab i et års tid og var tilbage i en skole med kun hvide. Jeg var allerede dybt inde i mit aktivist-mindset på det tidspunkt, og jeg besluttede mig for at bære en T-shirt, hvor der stod “ARV, IKKE PROFIT. RED HICKORY-OMRÅDET”. Han vidste, hvad han gjorde som 13-årig. Og jeg ved, hvad jeg gør som 45-årig. Jeg er stadig den person i dag, den lille dreng er stadig inde i mig.
Hvilken arv vil du gerne efterlade?
Jeg håber, at det arbejde, jeg har fortsat med at afkolonisere og rokke ved seksualitet, inspirerer mennesker. Jeg håber, at mine idéer om soma-kulturel frigørelse inspirerer andre til at forgrene ud i mange andre retninger.
I en verden, der systematisk mindsker og udsletter queer-folk – især dem, der lever i en intersektion af undertrykkelse – hvad giver dig modet til at tilskynde til forandring?
Det, der giver mig modet er: Mit folk overlevede forsøget på at udslette indfødte mennesker i dette land. Det, der giver mig modet er: 15 års uddannelse og en ph.d-grad. De sagde, at det var hvad jeg skulle have for at blive hørt, så det fik jeg. Jeg spillede det spil, de ville have jeg skulle spille. Vil de sætte flere forhindringer op for mig? Fint. Dem klarer jeg også. Det, der giver mig modet er: frigørelse. Jeg har ligeså meget ret til frigørelse som enhver anden. Det, der giver mig modet er anerkendelsen af, at der bogstaveligt talt er millioner af mennesker, der tror på de samme ting som jeg gør – indfødte eller ej. Det er ikke noget, jeg gør alene. Jeg gør det ved at støtte mig op ad mine forfædre, ved at mærke hænderne fra tusindvis af mennesker på min ryg; “Fortsæt, Roger. Vi ser dig. Vi har brug for dig.”
Så meget af det, vi har i dag overgår nok vores queer-forfædres vildeste drømme. Hvad er dine vildeste drømme for frigørelse af queer-fællesskabet?
Min vildeste drøm for vores queer-fællesskab er, at vi kan blive inkluderede som vi er – i alt, hvad vi ønsker at gøre, at der vil komme en tid i vores liv, hvor vores identitet som queer-mennesker vil blive hyldet, som den blev inden invasionen. Min vildeste drøm er, at vi kan vende tilbage til konceptet om vnokecetv, fællesskabskærlighed. Jeg ved, at mit folk aldrig vil få vores land tilbage i min levetid. Min drøm er, at vi finder sammen som queer-mennesker og sikrer, at vi alle bliver inkluderede og bevæger os fremad med nydelse i centrum af vores liv.
Til sidst håber jeg, at jeg er en lille del af helingen af denne utroligt smukke, forskruede verden, vi lever i. Hvis jeg kan forandre blot ét menneskes liv, så tror jeg, at jeg har gjort mit arbejde som menneske. Jeg er en utrolig heldig person, idet jeg kan gøre det for mange mennesker. Men jeg behøver blot at ændre én person. Og den person kan være mig selv. Hvis jeg er en bedre person på grund af det arbejde, jeg gør, og de måder jeg ændrer mig selv på, kan det brede sig som ringe i vandet.
Dette interview er blevet redigeret for længde og tydelighed.